Uddrag af Kode 2112 - Skyggerne

Bo Frisov

bo frisov

Uddrag af Kode 2112 - Skyggerne

 

En smule overrasket så hun på beskeden, der viste sig på hendes kommunikationsbase: „Vil se dig om 10 minutter på mit kontor, bekræft modtaget.“

Hun havde ikke regnet med at skulle møde sin coach før i morgen. Det var klart, at coachen havde fået resultatet af testen.

I princippet kunne hun have fulgt med, mens Sara svarede på spørgsmålene. Kunne de allerede have nået at afgøre noget ud fra den og de to andre tests? Hvad nu, hvis det slet ikke handlede om prøven? Med ét skar samvittigheden igen i hende. Kunne de have fundet ud af, at hun havde snydt sig til at se gyseren „Insekterne Invaderer“, selvom hun først blev gammel nok til den film til november. Hun havde lånt Lisas kommunikationsbase, mens Lisa til gengæld var logget ind som Sara på et af spillene. Mon Lisa havde sladret? Med en knude i maven, svarede hun, at hun var på vej, slukkede computeren og samlede sin taske op fra gulvet.

Inden hun forlod historieafdelingen, svingede hun rutinemæssigt inden om et toilet og så sig i spejlet. Det sorte krøllede hår strittede en smule, så hun dykkede ned i sin taske efter den lille sprayflaske med Hair Performance. Sekunder senere sad håret perfekt. Hun lukkede tasken og rettede blusen, mens hun mødte sine egne brunsorte øjne i spejlet. Havde de fundet ud af det med filmen? Hun fik en bekymret rynke i panden. Det var ikke første gang, hun havde lavet noget, der var lidt på kanten. Sidste gang hun blev opdaget, havde de gudskelov nøjedes med at skifte motivatoren. Men man slap ikke uden straf to gange. I heldigste tilfælde fik man kluden, men alene den sanktion stod for Sara som noget af det værste, man kunne opleve: Man fik en klud om halsen, og i al den tid, man havde den på, måtte ingen andre end ens coach tale med en. Det var coachen, der vurderede og afgjorde, hvor længe man skulle have den på, og det afhang igen af, hvordan man opførte sig. Var man mindre heldig, risikerede man at ryge på observationsafdelingen eller i særligt grove tilfælde på genopdragelsen.

At snyde sig ind til en film nogle måneder før, man blev gammel nok, blev næppe takseret til genopdragelse, men observationsafdelingen var slem nok. Her blev man overvåget konstant, skulle hele tiden forklare sig, var i forhør og skulle bevise, at man forbedrede sig. Alt, hvad der hed morskab, var inddraget, spil og film eksisterede ikke. Det var i hvert fald, hvad rygtet sagde. Sara sukkede uhørligt og mærkede, hvordan knuden i maven strammede til. På vej ud fra toilettet lovede hun sig selv, at hun ville følge alle regler fremover, bare hun ikke var blevet opdaget. Foran coachens venteværelse holdt hun kommunikationsbasen op foran læseren. På dens digitale ur kunne hun konstatere, at hun var et minut for tidligt på den.

„Velkommen 10 11 14 – 1 682 4, din coach vil tage imod dig om et øjeblik.“ Stemmen i højtaleren forsvandt med et lille klik. Sara så sig rundt i venteværelset, en af de digitale plakater skiftede motiv, og billedet af en ny hårspray viste sig. Sara fik med ét følelsen af, at plakaten henvendte sig direkte til hende. Hun måtte eje den hårspray, så meget var sikkert. Hvis altså coachen ville tale om prøven, og det med filmen ikke var blevet opdaget. Hun trak vejret dybt og forsøgte at skubbe tanken fra sig, men den lå der som et stort bjerg, hun ikke kunne komme over eller udenom. Hun huskede sin klatreinstruktørs formaning: „Hvis du bliver nervøs, så træk vejret roligt, dybt ind … dybt ud … dybt ind … dybt ud.“ Han havde holdt hende på maven, mens han demonstrerede, hvordan hun skulle gøre, og siden havde hun brugt tricket en del gange.

Nu satte hun sig på en stol, trak vejret roligt ind og ud, lige indtil den metalliske stemme sagde: „Velkommen 10 11 14 – 1 682 4, din coach er klar til at tage imod dig.“

 

Som altid havde Saras coach håret sat op i en stram knude i nakken. Med smalle øjne studerede hun Sara, der satte sig på stolen over for hende.

Bortset fra tastaturet var det store skrivebord mellem dem tomt. Kun den slukkede skærm, der lå nedfældet i bordpladen, brød dets blanke flade. Mellem dem svævede hologrammet med Saras testresultat opstillet i et søjlediagram, Sara i farten ikke forstod. Det var åbenbart kursusprøverne, der var emnet, så Sara slappede en smule af.

„Goddag,“ coachen pegede mod hologrammet, „jeg har set på resultaterne af dine tests.“

Sara nikkede uden at sige noget.

„Vi har talt om det i teamet,“ fortsatte coachen, som om der var noget usædvanligt i, at de voksnes teams gennemgik testresultater.

„Vi er enige om, at det mest lovende er, at du får kemi som speciale, og det betyder, at du skal deltage i kemihold U18. Det er et grundkursus, der starter fredag og løber over et år, og efter det vil vi tage stilling til dit videre karriereforløb.“

Sara så undrende på hende: „Ja?“

„Du havde måske tænkt dig noget andet?“ coachens blik hvilede på hende. Ikke med én mine røbede hun, at det tilsyneladende uskyldige spørgsmål i virkeligheden var en kontrol af, om Saras motivator stadig fungerede.

„Næh,“ Sara rystede på hovedet, „jeg havde bare ikke tænkt så langt.“

„Nåh, sådan!“ Coachen smilede overbærende, „nej, men det behøver du heller ikke. Det har du jo os til.“ Hun rakte hånden frem og markerede dermed, at mødet var ovre.

Sara tog den, mens coachen overflødigt tilføjede: „Du kan se mere om U18 og kemi på Intranettet.“

Allerede før Sara nåede døren, hørte hun den klaprende lyd fra tastaturet og var overbevist om, at det, der blev skrevet, handlede om hende.

Først på vej væk fra mødet gik det for alvor op for Sara, at det ikke havde handlet om „Insekterne Invaderer“ og blev så overvældet af lettelse, at hun måtte læne sig op ad væggen.

En lærer kom forbi og så undrende på hende: „Er der noget galt?“

„Nej, nej,“ hun skyndte sig at rette sig op og smile, „alt er fint.“

Læreren mumlede et eller andet, hun ikke kunne høre, og gik videre.

Hun lukkede øjnene et øjeblik, før hun fortsatte og bestræbte sig på at se helt almindelig ud. Hun trængte til at være alene, og i samme sekund hun mærkede det, vidste hun også, hvad hun ville gøre, så der gik ikke mange minutter, før hun stod foran klatrevæggen. Den var monteret på gavlen af den seksetagers bygning, hvor skolens administrative del holdt til sammen med lærere, coachfaciliteter og de fag, som handlede om kommunikation.

Hun valgte den sværeste bane og begyndte turen op. Mens hun træfsikkert satte hænder og fødder på de små udspring, forlod al nervøsitet og rastløshed hende. Her følte hun sig hjemme. Et øjeblik tænkte hun, at hvis hun selv skulle have valgt, hvilket område hun skulle beskæftige sig med resten af livet, ville det blive klatring, eller til nød cykelrally eller kampsport. Men straks efter slog hun tanken ud af hovedet igen, for coachen havde ret. Det var ikke noget, hun behøvede bekymre sig om. Hendes hånd gled, og hun var nødt til at koncentrere sig og nåede snart efter toppen. Hun låste sikkerhedslinen og missede med øjnene mod solen, før hun så sig rundt.

Ligegyldigt hvor mange gange hun havde været heroppe, blev hun aldrig træt af den udsigt. Et øjeblik priste hun sig lykkelig over, at hun havde fået fat på en af de gamle tovholdere. Det gode ved de sikkerhedsrobotter var, at de ikke blandede sig i, hvor længe man blev hængende i toppen. De nye derimod accepterede ikke, at man hang over to minutter, så begyndte de automatisk at fire en ned.

Hun havde hængt her tusindvis af gange; hun vendte ryggen mod hovedbygningen og lod atter blikket glide rundt. Til højre for hende lå først de to massive undervisningsbygninger og et stykke derfra de lidt lavere huse, hvor eleverne boede. Foran hende lå sportsfaciliteterne, svømmehallen, løbebanerne og sportshallen. Når hun drejede hovedet til venstre, kunne hun se de bygninger, der rummede laboratorierne. Hun så nøjere på dem. Der havde hun aldrig forestillet sig, hun skulle bruge sin tid. Men med et blev hendes blik fanget af noget andet. En fugl fløj med store vingeslag tæt forbi hende, fortsatte hen over laboratorierne og videre. Hun fulgte den med blikket, så den glide gennem luften og var med ét tilbage i sin gamle drøm om en dag at klatre rigtigt. I bjerge. Mærke friheden og naturens udfordringer. Hun havde aldrig prøvet at bestige et bjerg, men drømmen var der, selvom motivatoren burde have forhindret det.

Udover at det var, mens hun havde den gamle motivator, vidste hun ikke, hvornår drømmen var begyndt. Derimod vidste hun præcist hvor: nemlig her på skolens klatrevæg. Hun havde i lang tid gået og set misundeligt på de store elever, der besteg den, og den dag hun endelig blev gammel nok, hang hun der selv. Første gang hun nåede toppen og så ud over området, langt længere end til den mur, der hidtil havde udgjort verdens ende, var hun klar over, hvad hun var skabt til. Siden havde hun øvet sig jævnligt på væggen og var nu en af de bedste på skolen. For nylig var hun ved et tilfælde faldet over en gammel beskrivelse af en tur op ad El Capitan. Selvom bjergklaring stod beskrevet som en forældet og ikke længere brugt fritidsaktivitet, så hun fascineret på billederne af den stejle bjergvæg. Lige siden havde hun i drømme besteget et stykke af den bjergside, hver gang hun klatrede. Hun så ud over vidderne, forestillede sig, hvordan dalen lå udstrakt flere hundrede meter under hende, og fornemmede den skarpe tynde luft, der skar hende i kinderne. Så blev hun vækket af et ryk i torvet. Hun så ned og opdagede sin gamle klatreinstruktør, som pegede bagud mod en gruppe yngre børn. De skulle åbenbart have en af de ture, som var obligatoriske, før man fik lov til at klatre selv. Sara sukkede, låste sikkerhedslinen fri og begyndte at fire sig ned.

Hun bemærkede ikke den karseklippede, rødhårede dreng, som studerede hende fra løbebanen.

 

 

Du kan købe bogen via dette link:

http://hovedland.dk/bog/Kode_2112_-_skyggerne.htm