Bo Frisov

I Ekstra Bladet 25. maj 1997 skrev F. P Jac

Bo Frisov har skrevet en meget varm og anbefalelsesværdig bog om livet og døden. Men dermed ikke sagt, at den slår hul i nogle af de litterære lyrikgenrer. For det gør den ikke, men den fortæller ømt og hårrejsende om en grusom sygdom, nemlig aids.

Og det gør den så fra erkendelsen af Bo Frisovs hiv-smittede ven, og til denne så ånder helvede ud med en vægt på under 45 kg.

Nu er det aids, det handler om her, den ’såkaldt’ mest frygtede sygdom. Men det kunne reelt lige så godt have været brystkræft, leverkræft eller lungekræft, en af disse andre hæslige menneskeafslutninger.

Man får så pleje-forløbet i små skarpe og knugende klip. Og så sygdommen, som man bare venter på, og den kommer selvfølgelig – med vægttabet, med madleden, mavetumulten og senere med stokken, der næsten giver mig nervøs rumklang.

Men Bo Frisov får også flettet sit voldsomme menneskelige stress nobelt ind. Aggressiviteten og vreden mod sin elskede og mod sig selv, og hvorfor dog ikke de kan få snakket sig rundt om den verden, som de aldrig skal have lov til at dele sammen. En tilstand af forrykt kejtethed til hinandens situation kan vist ikke rammes mere præcist. Eller alle pasningsproblemerne inden hospitalet tager over, men læs den nu endelig selv. For vi er alle fødte patientsidemænd.

Efter at have læst stykket ’Den sidste dag’ for tredje gang, blandede jeg en rigtig vildelsessjus. For flottere kan inderlighed og poesi ikke forenes. Og så gik jeg en tur ud i den lysegrønne skov, der gudskelov stadig kan nedstirre mig. Tak for en klog og agtsom bog.

Vil du købe bogen så tryk her